• Kinesisk firma er blandt danskernes foretrukne webshops

    Source: BDK Borsnyt / 28 Oct 2023 04:47:02   America/Chicago

    Størstedelen af danskerne bruger deres mobil, når de handler på nettet. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse blandt 1500 forbrugere foretaget af Epinion for Dansk Industri (DI). 43 procent bruger mobilen, når de handler på nettet. Det er otte procentpoint mere end andelen, der benytter computeren, hvilket udgør 35 procent af de adspurgte. Udviklingen skyldes, at brugeroplevelsen bliver bedre på de mobile enheder og den generelt stigende brug af mobiltelefonen. Det siger Mie Bilberg, der er chefkonsulent i e-commerce ved DI. - Tendensen ligger nok helt naturligt i slipstrømmen på, at vi i forvejen har mobilen mere og mere i hånden. Mobiltelefonen er et vigtigt redskab, uanset om vi skal handle, eller om vi skal andre ting, siger hun. Zalando, Matas og Shein er danskernes tre foretrukne webshops ifølge undersøgelsen. Det er første gang, at Shein ligger i danskernes top-10, påpeger Mie Bilberg. Shein er en kinesisk webshop, der sælger tøj til lave priser. Virksomheden er udelukkende designet til mobiltelefonen. Ifølge Bilberg er det typisk den unge forbruger, der benytter sig af Shein-appen, når de shopper. Det skyldes blandt andet, at de unge møder virksomheden på TikTok, Instagram eller andre sociale medier. Appen er kendt for hurtigt at kunne opfange tendenser på de sociale medier og ekspreslevere nye kollektioner. - Det udfordrer selvfølgelig de danske virksomheder, når store udenlandske spillere kommer ind over landegrænsen. - Så bliver konkurrencen større og stærkere på hjemmemarkedet, og virksomhederne må sætte gearet op for at kunne præstere og yde på konkurrenceevnen, siger Mie Bilberg. Undersøgelsen er foretaget blandt forbrugere i alle aldre og omhandler data fra tredje kvartal i år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/kinesisk-firma-er-blandt-danskernes-foretrukne-webshops
Share on,